Spiseløg -også til pynt

Nikkende prydløg
Allium cernuum

En rigtig dejlig dekorativ prydløg med hængende lilla blomster hele sommeren. Hele planten er spiselig, men det er især løget under jorden, som man bør anvende. Prøv også at anvende blomsterstandene i sammenkogte retter og bladene som grønt drys.

Tørketolerant. Høsttid: Hele sæsonen. Planten visner ned om efteråret.

 

Elefanthvidløg
Allium ampeloprasum

Navnet hentyder til de meget store ”fed”, som hovedløget når at danne i løbet af foråret og sommeren. Toppen minder meget om en porretop og er spiselig, men det er de store hvide løg under jorden, som har den milde hvidløgssmag, som er mest interessante. Dyrkes og anvendes som hvidløg.

Høsttid: Kan anvende den grønne top forår og sommer, samt høste løgene i sensommeren og efteråret.

ALLIUM AMPELOPRASUM


Slangehvidløg

Allium sativum var. ophioscorodon
Er meget dekorative krydderløg, der danner stive oprette stængler, som slanger sig. I toppen af stænglerne dannes topløg. I løget udvikles små hvidløg med en meget tynd hinde. Samtidig udvikles løget ned i jorden.
Er der mange topløg, vil der være begrænset næring til løget i jorden, som så bliver mindre. Du kan sætte de modne topløg til nye planter i efteråret.

Høsttid: Juli måned og frem høstes topløgene, som smager dejligt af hvidløg. Efterår høstes løget i jorden.

Allium Sativum

Pibeløg

Allium fistulosum
Pibeløg er nok den krydderløg, som tidligst vokser frem om foråret. De hule stængler er lidt højere end purløg, som den minder meget om – også i smag. Blomster dannes i toppen som runde hvide pomponer. Brug bladene som purløg og nyd synet af den dekorative og særdeles robuste pibeløg. Selvsående.
Høsttid: Allerede fra februar i milde vintre, kan man høste de første nye skud. Høstes frem til frost.

Allium Fistulosum Pibelog

Ramsløg
Allium Ursinum

Ramsløg blomstrer i maj med fine hvide stjerneformede blomster. De friske grønne blade kan i april-maj anvendes til fx pesto eller kryddersalt. Blomsterne i salat. Frø kan syltes til kapers.

Velegnet som underbeplantning, men visner væk fra omkring midsommer. Tåler ikke kraftig sol. Selvsående.
Høsttid: Forår.

Allium Ursinum


Purløg
Allium schoenoprasum

En traditionel krydderurt, som er både trofast og meget hårdfør. Danner smukke lilla bløde spiselige blomster, der har samme smag som de grønne blade. Klip evt. de mange lilla blomster væk, så planten ikke kaster en masse frø. Blomstringen hindrer ikke planten i at vokse videre. Selvsående.
Bruges til æggekagen, kartoffelsalaten, som grønt drys på smørrebrødet, i en salat eller i en pesto.
Høsttid: Klip flittigt, så længe der stadig er friske blade. Klippehøjde ca. 3 cm.

Allium Schoenoprasum

Kinesisk purløg

Allium tuberosum
Ligner purløg, men kendes på de flade blade. Smager dejligt mildt og hvidløgssmagen er let at genkende. Kinesisk purløg er fuldt hårdfør, men er samtidig det krydderløg, som senest bryder op af jorden hvert forår. 

Anvendes til salater, sammen med æg, i pestoer eller som grønt drys til smørrebrød eller kartoffelsalat.
Høsttid: Blomstrer først i august, men kan høstes hele sæsonen.

Allium Tuberosum

Sommerramsløg 

Allium ramosum
Denne krydderløg har en blomstringstid, der naturligt afløser andre løg. Fra juni – juli dannes de smukke hvide blomster, som holder i lang tid. De brede blade smager mildt og godt af hvidløg og kan bruges i mange retter, som grønt drys og i pestoer. 
Høsttid: Klip bladene fra forår til sensommer og brug flittigt af de mange blomster.

Allium Ramosum



Glemt password?