LOG IND

Bladsvamp i træagtig hortensia


Bladsvamp i træagtig hortensia

Måske har du også lagt mærke til, at der er lidt pletter på bladene? Mange planter er udfordret her i sensommeren, hvor nætternes fugt sidder i bunden af planterne langt op ad dagen, og nogle planter er mere modtagelige overfor svampeangreb end andre.

Gunnar Christensens Planteskole har årtiers erfaring med dyrkning af Hydrangea, og vi har gennem årene forbedret både jordblanding, næringstilførslen, beskæringstidspunkt og at sætte planterne på god afstand i marken, så planterne får optimale betingelser.

I takt med vores grønne omstilling, benytter vi biostimulanter og basismidler. Dem tilfører vi planterne igennem hele vækstperioden, for at styrke og øge tolerancen.

HYDRANGEA arb. 'PINK ANNABELLE' fra marken ved GC Planteskole

Er pletterne skadelige for planterne?

Det korte svar er NEJ.

Vi sælger ikke planter, der har så kraftige svampeangreb, at det går ud over plantens kvalitet og levedygtighed. Til gengæld vil vi – rent fagligt – kunne stå inde for, at et mindre angreb af bladpletsvampen Cercospora i Hydrangea arborescens sorterne ’Annabelle’, ’Pink Anabelle’, ’Strong Annabelle’ og ’Sweet Annabelle’ ikke får betydning for plantens mulighed for at etablere sig optimalt i Jeres kunders haver og krukker.

Under de bedste betingelser, vil bladsvampen sjældent angribe planter i en have, hvor der er mange forskellige planter. Svampen opstår hos os, hvor vi har et stort antal af samme planter.