Abrikos – nektarin – fersken – sødmandel - ferskenmandel
Juli – august – september
Udtørrede og beskadigede grene klippes af.
Ved stor frugtsætning kan en udtynding af enkelte grene give træet bedre mulighed for at fuldmodne resten af frugterne. Udtyndingen skal ske, når frugterne har størrelse som en valnød.
Ønsker du ikke at klippe hele grene af, så kan du udtynde enkelte frugter, så de resterende får bedre plads.
Hos ferskner og nektariner dannes frugterne på sidste års skud, og når skuddet først har båret frugt, vil grenen ofte være svag. Du kan derfor med fordel klippe de skud af, som du har høstet frugterne fra. Det giver bedre plads til de nye etårsskud, som danner blomsterknopper til næste år. Denne udtynding giver træet mere luft i kronen og sikrer træets sundhed.
Abrikoser sætter frugt på både gammelt ved og etårsskud, så her går vedligeholdelsesbeskæringen ud på at fjerne udtørrede og visne grene.
År 1 - 3
Ønsker du at ændre på grenopbygningen på det træ, som du har købt – evt. til et espalier eller et kronetræ, så er det mest oplagte tidspunkt at gøre det på i foråret, når planten er i god vækst. På det tidspunkt er træet klar til at lukke de sår, som beskæringen giver.
Espalier
Da både abrikoser, ferskner og nektariner nogle steder i landet kan være udsat for sen nattefrost, så vil en placering på sydvendt mur give størst sikkerhed for en god høst. Når du skal formgive træet til espalier, så kig på træets grenopbygning og bind nu de grene ud til siderne, som træet gør det muligt. Grene, som enten vender ind mod væggen eller modsat vender mod front, skal fjernes ved at klippe dem af ved stammen. Efter høst i august/september skal de frugtbærende grene fjernes og nye etårsskud bindes ud til siderne.