LOG IND

De seks søstre


Succes med de seks søstre

Hortensia skal ha’ lys, men ikke nødvendigvis sol hele dagen. En øst- eller vestvendt placering er fin.
Du kan plante de seks søstre i haven almindelig porøs jord. For at opretholde den blå farve på de blålige sorter, skal pH i jorden dog være under 5,5 (sur). Er pH højere vil du få rosa blomster.
Du kan i teorien opretholde den lave pH ved hjælp at fx bøgebladskompost. Eller du kan bruge ”farv-mig-blå” fra havecentret som er et aluminiumsulfat-produkt. Følg produktets vejledning.

Det latinske navn Hydrangea giver et hint om at hortensia skal bruge vand. Det er tørstige planter, der dårligt tåler udtørring. Vær særlig opmærksom på dette, hvis du dyrker i krukke.

Du skal ikke beskære dine hortensia-søstre. De blomstrer alle på sidste års skud. Du kan i foråret fjerne de visne blomster, uden at klippe tilbage.
Vi anbefaler, at du i stedet klipper store dejlige buketter ind til vasen i blomstringsperioden. Det vil holde busken lidt tilbage samtidigt med, at du kan glæde dig over skønne buketter.

Alle søstrene er blomsterrige og hårdføre og blomstrer fra juli og frem til oktober. Trives i sol til halvskygge i porøs havejord.

Fra danske haver til danske haver

Vidste du at...?
De seks søstre havehortensia kommer alle fra de danske haver, specielt udvalgt i samarbejde med Det Danske Haveselskab.

For 20 år siden besluttede Danmarks jordbrugsforskning og Det Danske Haveselskab at starte projekt omkring udvælgelse af særligt gode hortensia. De danske haveejere var venlige og forærede plantemateriale fra deres egne pragteksemplarer til projektet. Da buskene nåede en vis størrelse, og blomstringen var på sit højeste, udvalgte man de sorter, der syntes at udskille sig mest. Derefter blev der udskrevet en konkurrence for at finde de bedste navne. Valget faldt på de nostalgiske danske pigenavne, der i dag forhandles som de seks søstre.

’Alma’ og ’Bella’, blev introduceret i 2006 og blev hurtigt populære. ’Clara’ og ’Dorthea’ fulgte helt naturligt året efter. I 2012 kom de sidste to søstre til nemlig ’Elisa’ og ’Frida’.

Vælg din favorit:
‘Alma’ : Hvide blomster. Højde 80-120 cm.
‘Bella’ : Røde blomster. Højde 60-100 cm.
‘Clara’ : Blå blomster. Højde 60-100 cm.
‘Dorthea’ : Lyserøde blomster. Højde 80-120 cm.
‘Elisa’ : Blå-rosa blomster. Højde 60-80 cm.
‘Frida’ : Rosa blomster: Højde 60-80 cm.

Beskæring af Hydrangea macrophylla
Morten fra Gunnar Christensens Planteskole viser i video'en, hvordan du beskærer hortensia af macrophylla-typen.