LOG IND

Spansk bakkestjerne


Spansk bakkestjerne. Erigeron karvinskianus.

Nem, tørketålende og temmelig robust
Spansk bakkestjerne er en tuedannende staude, som bliver omkring 25 cm høj. Den er meget nøjsom, så hvis du er lidt rundhåndet med vand og gødning, så bliver den måske lidt højere.

Den bryder sent i foråret fra basis med nye skud, hvor grønne tynde stængler danner lidt blade, men næsten med det samme dannes også blomster.

Placering
Spansk bakkestjerne skal have masser af lys. Den kvitterer for lys og varme med et meget stort antal små bellislignende blomster, der er hvide og sart rosa. Netop de lange stængler giver planten et vildt og naturligt look, så den passer rigtig godt ind i den mere naturprægede have.

Den er også oplagt som krukkeplante, og har du en stensætning eller terrasse, hvor der gerne må gro planter i fugen, så er den helt eminent. Plantens evne til at klare sig i varme uden at få vand er ret god.

Blomstring fra juli og frem til frost. Sørg for god veldrænet jord, så vil Erigeron karvinskianus klare næsten hvad som helst.

Skøn i krukke eller vild mellem fuger.