LOG IND

Mammuttræet – en specialitet


Hvis du vil plante et træ, der bliver gammelt, så kan du med ro i sindet vælge mammuttræet. Det kan nemlig blive op mod 2000 år gammelt! I USA findes mammuttræerne på bjergskråninger af Sierra Nevada i Californien, hvor man har fundet 3400 år gamle træer, hvilket bringer mammuttræet blandt verdens ældste træ.

Det latinske navn er Sequoiadendron gigantheum og gigantisk bliver træet også. I USA, hvor mammuttræerne vokser vildt, er det ikke ualmindeligt, at de bliver 100 m høje – i Danmark går det knapt så galt, for her bliver de ”kun” omkring 30 – 35 m høje. Træet vokser moderat, og efter 10 år skal du regne med, at det når en højde på 4 m og en bredde på ca. 2 m.

Plantes mammuttræet frit, vil det danne en fin kegleformet krone – ofte helt fra basis til top. Med tiden vil de nederste grene forsvinde, og nu kan man se den dekorative rødbrune bark, som hos voksne træer kan være så tyk som 0,5 m. Tykkelsen beskytter træerne i tilfælde af skovbrande.

Mammuttræ danner smukke blågrønne nåle, der vokser i en spiral omkring kvisten. De er lidt stikkende, og kan godt minde lidt om Cryptomeria. Når planten er gammel nok dannes grønne ovale kogler, der skifter farve til brune, når de modner. Modningsprocessen tager næsten et helt år.

Barken på et ældre træ.

Mammuttræets kogler. Foto: Florainfo.dk

Mammuttræ er ikke kræsen og vokser i helt almindelig havejord, der dog ikke må være vandlidende.  Placering i sol eller halvskygge. Jo yngre planten er, des mere følsom for frost er den. Vi anbefaler derfor at man dækker med granris de første vintre.

Bemærk: Mammut-træ er ikke en del af sortimentet pt.