LOGGA IN

Silene dioica ’Rollies Favorite’


Silene dioica ’Rollies Favorite’.

Silene dioica ’Rollies Favorite’ er en helt ny sort, som hollænderen Herbert Oudshoorn har fundet ved at krydse Silene og Lychnis. Den har de fineste mørk rosa blomster med lille hvid midte. Blomsterne minder rigtig meget om alm. dagpragtstjerne, men ’Rollies Favorite’ er lav og kompakt. Den bliver ca. 40 cm høj.

De oprette blomsterstande holder blomsterne flot, og der dannes nye blomster i hele blomstringsperioden fra maj – august/september. Når man fjerner de visne blomsterstande fremmes blomstringen ekstra meget.

’Rollies Favorite’ er en skøn plante, som med sin kraftige blomsterfarve lyser flot op. Den trives i fuld sol eller i halvskygge. Den passer rigtig godt i en krukke, i stenbedshaven, sammen med prydgræsser, bunddækkende storkenæb og mange andre af forårets og sommerens stauder. Sørg for at plante den i veldrænet jord og undgå våd og kold jord vinteren over – så vil den vokse frem år efter år.
Dagpragtstjerne er en vigtig plante for bier og insekter.

Sammenlignet med alm. dagpragtstjerne
Alm. dagpragtstjerne, Silene dioica, er en frøplante, som vil variere i størrelse fra ca. 20 cm – op mod 75 cm. Her er blomstringen er størst i maj – juni.