LOGGA IN

Waldsteinia


Guldjordbær til bunddække.

Super vedligeholdelsesfri bunddækkeplante

Guldjordbær, Waldsteinia ternata, står øverst på listen over effektive bunddækkende planter hos mange havedesignere og -arkitekter. Dens evne til at dække bunden er uovertruffen, og de delvist vintergrønne blade får fine høstfarver hvert efterår.

Guldjordbær gror på de fleste næringsholdige jorde. Den breder sig stille og roligt med udløbere og jordstængler, som slår rod. Højde på ca. 10 cm. Den vokser både i halvskygge og skygge. Guldjordbær er desuden rimelig tørketålende. Plantens evne til at dække effektivt uden at være en trussel mod andre planter i bedet er endnu et plus.

I maj måned ses fine åbne smørgule blomster, men blomstringen er forholdsvis kort. Til gengæld giver bladene ly til havens insekter året rundt.

Vidste du at…

  • Guldjordbær har fået sit danske navn pga. blomsterne, som er meget lig jordbærplantens blomster.
  • Bladene minder ligeledes om jordbærplantens blade.
  • Guldjordbær danner ikke bær.
  • Planten har sin naturlige oprindelse i Sibirien og er en super hårdfør staude.
  • Guldjordbær bliver ikke spist af snegle.

Waldstenia ternata blomstrer kortvarigt med gule blomster.

Effektivt grønt bunddække.

Waldsteinia ternata forhandles i 1 liter potter. Beregn 6 stk. pr. m2.